Uddrag fra bogen:

Kvindeliv i Gjern by fra 1747 og til 1975

Døden på skafottet

Der er en skurk i slægten. Blandt ”de jyske knejte” i Olufs anetavler, er der et par navne, der har gjort sig ekstra bemærket. Deres bedrifter fremgår af tingbøgerne. Hans Jacob Behr og hans søn Hans Jørgen Behr gør sig ikke bemærket for deres godgørenhed mod de svage i samfundet. Men det er heldigvis længe siden. Definitionen på skurke var også meget anderledes dengang end i dag, men straffen ramte de sårbare og uskyldige:

I 1747 blev en lille ung pige ved navn Ane Kirstine, datter af en fattig husmand i Haarup, anholdt og indsat i arresten på Silkeborg Slot, da man havde opdaget at hun havde født i dølgsmål og derefter antagelig dræbt sit barn, på et tidspunkt hvor hun gjorde tjeneste hos præsten i Gjern. Fader til barnet var Hans Jørgen Behr, men for retten fastholdt pigen, at han var uvidende om, at deres forhold havde fået følger. Mens staklen, der efter præstens udsagn, var en ejegod og rettroende pige, sad i arresten, blev hun atter besvangret, denne gang af fangevogteren Rasmus Hald, en gift mand fra Gram. Kort efter blev hun dømt til, at ”hendes Hoved med et Sværd afhugges, derefter føjes til kroppen, legges i en kiste og begraves på kirkegården dog uden ceremoni”.

I 1770 ses Hans Jørgen Behr at have forpagtet eneretten til at brænde brændevin i Linå sogn.

Den historie ser ud til at være en fotokopi fra en tingbog eller et arkiv. Oluf skriver derimod selv om en begivenhed i slægten, der begynder i 1826. Eva havde også hørt historien om en syg datter, der blev gift med rask mand, der på den måde giftede sig til en gård. Det må derfor være en speciel familiehistorie, der er blevet overleveret og fortalt fra generation til generation, som Oluf skriver om:

Døden i barselsseng

Inger Andersdatter var datter af gaardfolk i Toustrup i Dallerup sogn. Hun var som ung kommet til at tjene hos Søren Pedersen på Bakkegården i Ellerup, som var 20 år ældre. Inger Andersdatter ankom til Ellerup 1. nov. 1826. Efter husbonds afgang blev Inger Andersdatter alene om at tage de tunge beslutninger. Og hun vidste godt, at Karen Marie og Væveren mødte hinanden til leigstou i de firlængede gårde i sognet i vinterhalvårene. Men Søren Pedersen var en fattig væver, han var uægte barn og han kom udensogns fra. Der kunne ikke blive til noget med trolovelse og bryllup mellem de to i første omgang.

På gården Krogen i Gjern boede Andreas Jensen og hans kone Ellen. De havde en sygelig datter, som var enebarn. Hun havde navnet: Kirstine – kaldet Kjesten. Hende giftede Søren Pedersen sig med.

Min farbror, som fortalte det, tilføjede, at Søren Pedersen kunne se, at hun ikke kunne leve ret lang tid. Hun døde i barselsseng og barnet døde også.

Nu havde væveren en gård, men han havde også et par svigerforældre i opholdsstuerne.

Som enkemand med gård blev Væveren godkendt af Inger Andersdatter på Bakkegården i Ellerup.

Den 6. april 1865 ringer klokkerne for Karen Marie og Søren.

De efterfølgende år kommer der børn i Krogen. ”Ol foe manne. Foe manne ve æ bur og foe manne ve æ grøe.”

En dag bliver der snak om at to kan gå om at spise ved mosteren – Maren Sørensdatter og Jens ved siden af. Det bliver min mormor og hendes bror Søren. Og det kommer til at gå meget godt. Der går igen nogle dage, der bliver tale om at de kan også sover der omme om natten. De bliver anbragt i den samme seng. Der går en tid, ind til en af karlene siger til Søren, at han skal nabbe Kirsten, så hun render hjem – så bliver gården din. Sådan gik det så.

Tider og mennesker forandrer sig, men fortællingerne lever videre:

Døden på trappen

En morgen i midten af 1970’erne var der stor opstandelse i Gjern. En mand, der altid lavede det fine snedkerarbejde på den lokale inventarfabrik, havde været på besøg hos sin veninde, en fin dame i den fine ende af byen i nærheden af både skole og kommunekontor. Hjemme ventede hustruen forgæves på ham i ægtesengen. Natten gik uden, at han dukkede op. Næste morgen lå han død på trappen uden for den fine dames hus. Ingen vidste, hvordan han var kommet til at ligge på trappen, og der var ingen synlige tegn på vold. Rygtet ville vide, at tøjet var lidt rodet på manden, knapperne var knappet, men bukserne sad lidt skævt. Der var kun gået 200 år siden Hans Jørgen Behr havde fået retten til at brænde brændevin i Linå sogn og lidt flere siden man huggede hovedet af en pige, der havde tjent hos præsten i Gjern og havde født sit barn i dølgsmål. Nu var det, der skete i dølgsmål, kun genstand for latteren, for så vidt der intet tegn var på vold. Den fri abort var blevet vedtaget ved lov den 24. maj 1973, døden i barselsseng var blevet sjælden, og mænd kunne ustraffet blive lagt på dørtrappen.