Og pigen hed Vivi

Og så var der de mennesker, der altid gav én det indtryk, at de kunne hel masse og meget bedre end alle andre. Og hvad kunne hun. Hun havde giftet sig og fået barn så tidligt, at hun ikke nåede at få levet et selvstændigt liv inden det var for sent. Skæbnen havde indhentet hende og stillet krav til en fast indtjening.

Ude i arbejdslivet på kontorerne mødte hun så disse kvinder, der gav indtryk af, at de havde fod på alt. De havde en mand, der var noget. Pænt hus oppe nordpå i de mondæne forstæder til storbyen. De kom ind med kystbanen hver morgen fra Nærum og Holte – enkelte boede sågar i Hellerup og havde villa ved Strandvejen.

De kom ind med toget og havde den attitude, at de kunne det hele. Deres tøj sad perfekt. De havde lys i lamperne over blomsterkrybberne derhjemme og en havemand i haven. Og så kunne de lægge bilag i nummerorden og finde dem igen. De kunne altid finde deres ting.

Og hvad kunne hun? Hun hed Vivi og kunne ikke finde noget som helst, hun kunne ikke engang finde ud af sit eget liv.

Nu havde hun igen glemt at købe hygiejnebind. Menstruationen kom altid så voldsomt på de allermest uberegnelige tidspunkter. Hun kunne ikke huske, hvor kort en måned kunne være, og nu stod den perfekte kvinde, der kunne finde ud af omstillingsbordet med alle ledningerne og knapperne. Hun prikkede hende diskret på skulderen og sagde, at hun havde en rød plet på nederdelen. Den var ellers rødternet og temmelig ny. Men det kunne ses.

Der stod hun så. Ud på toilettet for at prøve at vaske det af med koldt vand og bagefter finde en butik, hvor hun kunne købe bind og nye underbukser og nylonstrømper.

Hun var også havnet på den forkerte hylde. En bank var slet ikke noget for hende.

Hun havde fået en matematisk studentereksamen med lodder og trisser. Hun havde jo fået gode karakterer i mellemskolen i fysik og matematik. Hun havde bare også fået det i de andre fag og havde ikke forestillet sig, at det blev så søvndyssende i gymnasiet. Hun havde siddet og stirret på matematiklærerens mundvige og monotone stemme og så faldt hun i søvn. Men hun havde holdt ud og havde et eksamenspapir, der gav hende adgang til en bank, hvor lønnen var forud. Så nu havde de en chance for at få en lejlighed, holde bryllup og barselsorlov. I banken var der nemlig halv løn under barsel. Jo hun havde været heldig den sommer.

Hun blev bare så hurtig uheldig igen.

Kassen stemte aldrig og hendes lille søn skulle hentes i vuggestuen senest klokken halvfem. Hun løb op af Ryesgade og fik ham nærmest smidt i armene. Hun havde også savnet ham hele dagen, han havde grædt da hun afleverede ham.

Faren arbejdede på et værksted som mekaniker. Han kunne ikke helt se problemet. Han havde nok i at hente barn den ene dag i ugen, hvor der var lang åbningstid i banken. Og hendes mor kunne han ikke lide at være afhængig af. Hun kunne måske have hjulpet.

Så nu sad Viva bag panserglas med en tung træskuffe med en masse penge i, der skulle stemmes af og passe med alle de bilag, der skulle lægges i orden. Hun skulle altid nå bussen klokken fire. Der var et lille glughul, hvor kunderne blev råbt op i en højtaler.

På gulvet kunne man se en udvisket blodplet. Det kunne hun i hvert fald. De andre kunne ikke se den mere.

Blodpletten på linoleumsgulvet var fra dengang, der havde været røveri. Hypnosemordet var sket lige netop i den bankafdeling, som hun var havnet i.  Bogholdersken sad endnu ved skranken med sit perfekte sorte hår sat op i en knude i nakken. Hun var meget agtværdig. Og hun havde set det hele. Det var i 1951.

 Nu var det 1966. Og bagefter var kasseområdet med den kæmpestore bankboks blevet pakket ind i panserglas og jern og egetræ. Skufferne var af egetræ og de skulle bæres ind i bankboksen bagefter. Hovedkassereren var en agtværdig ungkarl. Han var kommet hjem til hende en dag, hvor hun havde glemt nøglerne til sin kasse og boksen. Han var ellers så høflig og venlig, men den dag havde han været lidt vred. Det havde han sådan set også ret til at være. Men hun havde aldrig glemt situationen. Den lillebitte lejlighed og drengen der græd og kartoflerne der kogte over på gasblusset. Der var ikke stil over en lejlighed i Ryesgade i 1966.

 

FAKTA

Hypnosemordet (eller Hypnosemordene) var et dobbeltdrab, der fandt sted den 29. marts 1951 i forbindelse med et mislykket røveri i Landmandsbankens filial på Nørrebrogade i København.

Røveriforsøget blev udført af den tidligere HIPO-mand 28-årige Palle Hardrup, der under røveriet først skød bankens kasserer og kort herefter filialbestyreren. Efter at have dræbt de to personer flygtede Palle Hardrup på cykel til den nærliggende Griffenfeldsgade, hvor han forsøgte at gemme sig i en opgang. Flere vidner fulgte efter den flygtende Palle Hardrup, og politiet blev hurtigt ledt til den opgang, hvor han forsøgte af skjule sig. Da politiet nåede frem overgav Hardrup sig hurtigt.

Hardrup havde under flugten benyttet en cykel tilhørende en anden tidligere dømt forbryder, Bjørn Schouw Nielsen. Få dage efter drabene rettede Bjørn Schouw Nielsen selv henvendelse til politiet for at sikre sig, at han ikke blev sat i forbindelse med drabene, blot fordi Hardrup havde benyttet hans cykel. Bjørn Schouw Nielsen var tidligere cellekammarat med Palle Hardrup, da de begge havde afsonet langvaringe domme for landsforræderi efter krigen i Horsens Tugthus. Begge havde under afsoning interesseret sig for orientalske religioner, yoga og hypnose. Politiet udviklede herefter en teori om, at Bjørn Schouw Nielsen ved hypnose havde anstiftet Hardrup til at begå såvel røveriet som drabene.

Efter en spektakulær retssag, der blev afsluttet i 1954, blev Palle Hardrup idømt psykopatforvaring på ubestemt tid, og Bjørn Schouw Nielsen blev idømt livsvarigt fængsel for sin medvirken til mordet. Sagen blev nogle år senere genoptaget for Den Særlige Klageret, der i sin afgørelse fandt, at det ikke var bevist, at Palle Hardrup havde været under påvirkning af hypnose under drabene. Den Særlige Klageret omstødte dog ikke livstidsdommen over Bjørn Schouw Nielsen. Bjørn Schouw Nielsen og Palle Hardrup blev begge løsladt i 1967.